At løbe sin første marathon er en oplevelse, der kan sammenlignes med at bestige et bjerg, hvor du både fysisk og mentalt bliver udfordret til det yderste. Det er en rejse fyldt med sved, tårer og en god portion selvironi. Lad os tage en let og satirisk tur gennem de mange udfordringer, du møder på vejen mod målstregen.
Der er den fysiske udfordring. At løbe 42,195 kilometer er ikke noget, du bare gør uden videre. Det kræver måneder, hvis ikke år, af træning. Du starter med korte løbeture, der langsomt bliver længere og længere. Men uanset hvor meget Du træner, vil der altid være den dag, hvor du vågner op med ømme muskler og tænker: "Hvorfor gør jeg egentlig det her mod mig selv?" Det er her, du skal finde sin indre masochist frem og minde dig selv om, at smerte er midlertidig, men ære varer evigt. Eller noget i den stil.
Der er den mentale udfordring. At løbe en marathon er ikke kun en kamp mod kroppen, men også mod sindet. Der vil være øjeblikke, hvor du føler dig uovervindelig, og øjeblikke, hvor du er ved at give op. Det er en følelsesmæssig rutsjebanetur, hvor du skiftevis hader og elsker dig selv. Du begynder at have dybe samtaler med dig selv midt på ruten, og pludselig virker det som en god idé at lave en mental liste over alle de ting, du kunne have gjort i stedet for at løbe. Som at se Netflix eller spise kage.
Når du endelig står ved startlinjen, er der en følelse af spænding og nervøsitet i luften. Du kigger rundt på de andre løbere og tænker: "Ser jeg lige så nervøs ud som dem?" Svaret er ja. Alle er nervøse. Men det er en del af charmen. Du er en del af en stor, svedig familie, der alle har det samme mål: at krydse målstregen. Og måske få en medalje. Og en banan.
Under selve løbet er der mange ting, der kan gå galt. Du kan få vabler, kramper eller endda løbe forkert. Men det værste er, når du rammer "muren". Det er det øjeblik, hvor kroppen siger stop, og du føler, at du ikke kan tage et skridt mere. Det er her, du skal grave dybt og finde din indre superhelt frem. Du skal minde dig selv om, at du har trænet for dette øjeblik, og at du kan klare det. Og hvis det ikke virker, kan du altid tænke på den store portion pasta (uff...), du skal spise bagefter.
Når du endelig nærmer dig målstregen, er der en følelse af eufori. Du kan se målet forude, og pludselig føles det som om, du har vinger. Du glemmer alt om smerte og træthed og fokuserer kun på at krydse den linje. Og når du endelig gør det, er det en følelse af triumf, der ikke kan beskrives med ord. Du har overvundet dig selv og bevist, at du kan klare alt, hvad du sætter dig for.
Men det stopper ikke her. For når du har løbet din første marathon, begynder du at tænke på den næste. Du bliver bidt af løbebacillen og begynder at planlægge nye løb og nye udfordringer. For det handler ikke kun om at løbe en marathon, men om at løbe den optimalt. Du begynder at nørde med tempo, kost og træningsplaner. Du bliver en del af en subkultur, hvor man diskuterer løbesko og energigels med samme entusiasme som en vinentusiast diskuterer årgange.
Så ja, at løbe sin første marathon er en udfordring både fysisk og mentalt. Men det er også en oplevelse, der giver en følelse af stolthed og tilfredshed, som man ikke finder mange andre steder. Og når du først har krydset målstregen, er du hooked. For der er altid en ny marathon at løbe, en ny udfordring at overvinde og en ny målstreg at krydse. Og det er det, der gør det hele værd.
Karl-Åge Søltoft
Marathoneksperten.dk
Af Karl-Åge Søltoft den 25 mar 2025, 15:06