Selvtræning - Surt show


Selvtræning er in og gruppetræning er out. Hvor længe det skal være sådan ved jeg ikke, meen der kan godt gå et stykke tid inden at tingene vendes om igen. 

Måske vil det aldrig blive det samme igen og så dog. Gruppetræningen vil vende tilbage, men mange ser måske det fleksible ved selv at kunne tilrettelægge hvornår der skal trænes.

Gruppetræningen har helt klart sine fordele. Den største fordel er motivationen. Når du ved at der står nogle og venter på at du kommer, er det liiidt nemmere at få taget sig sammen og komme afsted til en super løbetur sammen med gode venner. En anden fordel er at du føler at træningen er lettere når den udføres sammen med nogle ligesindede. Så må vi håbe de også er ægte ligesindede og ikke lokker dig med og efterlader dig ude i skoven så du selv kan finde tilbage igen. Neej, sådan er de ikke, vel?

Nu er det selvtræning du må klare dig med et stykke tid, puha nu bliver det svært. Har du aldrig bemærket at når du selv skal styre din træning, så er det som om at du skubber den lidt foran dig. Den skubbes først et kvarter, så 1 time og så til en anden dag. Når du nu ikke fik trænet i går eller forleden dag, så pyt hvorfor skulle du så træne i dag, nu er du alligevel kommet bagefter i træningen og sådan gik den vinter!

Hvad kan du gøre ved disse lidt dystre forudsigelser, måske ingenting, for du sætter dig ned og venter på bedre tider eller …..

Du beslutter at det er ikke dig der skal komme i en situation hvor du ikke får trænet også selv om du skal træne alene.

Det vigtigste, er et af mine yndlings udtryk, TRÆNINGSRYTME. Du skal beslutte dig for en træningsrytme der er overskuelig og realistisk. Lad være med at sætte baren for højt, det holder kun kort. Fornemmer du at motivationen er til løbetræning 2 eller måske 3 gange om ugen, så er det starten på din træningsrytme.

Det næste er at vælge de bedste dage til træningen, de dage hvor du ikke føler at du sætter noget til side, som er vigtigt, men dage hvor du fornemmer at det mentale overskud til træningen vil være der. Så kommer måske det vigtigste, du vælger et tidspunkt for træningen.

Det er vigtigt at dag og tidspunkt meldes klart ud til dine omgivelser, fordi INTET, jeg siger INTET skal forhindre dig i at komme af sted på den bestemte dag og det fastsatte tidspunkt. Heller ikke vejret, som det så flot hedder, der er ikke dårligt vejr til træningen, kun dårlig påklædning.

Så, nu er du godt på vej. Der er så lige det med indholdet. Vis ikke dit overmod i denne sammenhæng. Det kunne være at du fra din normale træning sammen med andre har et indhold i træningen som du kan holde dig til.

Det vil være fornuftigt at få lidt hjælp til indholdet af træningen, specielt i forhold til at der kommer den variation og det mål ind i træningen som gør det motiverende at gennemføre den. Hvis ikke hjælpen er tilgængelig så er TRÆNINGSRYTMEN det vigtigste, UANSET indholdet i træningen og endelig, ”Lidt er bedre end ingenting”. 

www.marathoneksperten.dk

Karl-Åge Søltoft

 


Af Karl-Åge Søltoft den 21 jan 2021, 17:56

Kommentarer


Kommentér indlægget

Sørg vemligst for at følgende er udfyldt korrekt:
Seneste kommentarer
Tags
Forfattere
Karl-Åge Søltoft
Kategorier
Træning
Forebyggelse og skader
Løb og konkurrencer
Marathon
Gadgets
Arkiv