En myte – 70’ernes og 80’ernes topresultater
En myte – 70’ernes og 80’ernes mange topresultater på de lange distancer var grundlagt med mange kilometre i relativt langsomt tempo.
Der er desværre opstået en række myter omkring hvordan der blev trænet i disse perioder, myter der går langt ved siden af det der reelt skete i perioden.
Jeg vil i den kommende tid fokusere på ovenstående periode og hvad der VAR nogle af årsagerne til at denne periode stadig præger ranglisterne på de langdistancer. Det kan jeg gøre som en der har være en del af perioden og helt inde i maskinrummet i denne periode.
Fra begyndelsen af 70érne og op gennem 80’erne blev der løb de bedste løbere rigtig mange kilometre, rigtigt, MEN det var IKKE langsomme kilometre. Træningsvolumen var høj, men samtidig også meget intensivt.
I begyndelsen af 70’erne var perioden var karakteriseret ved en lang vinterperiode med mange kilometre. For mit eget vedkommende over 200km om ugen fordelt på 12-14 træningspas. Tempoet var højt, 3:20-3:50min/km afhængig af træningsdistancen, ud over dette var der træningspas med intervaller i højt tempo. I perioden var der fællestræning i Københavnsområdet med et træningspas på 20x400m, 30x300m eller 40x200m med korte pauser 30-60sek, en anden ugedag var det længere intervaller 1000-3000m, pauser 3-5min, i meget højt tempo og en tredje dag var der fartleg i Hareskoven. Det var et meget konkurrencepræget miljø hvor der blev gået til stålet blandt de 30-40 fremmødte løbere. En periode hvor vi netop havde fokus på Lydiards tese om mange kilometre, men stadig satsede det med en høj intensitet.
Jeg vil i kommende indlæg bl.a. fokusere på Lydiard-periode i midt og slut 70’erne, motionsbølgen fra starten af 80’erne der kom til at præge netop denne periode og med mange store præstationer på specielt marathondistancen.
Af Karl-Åge Søltoft den 20 jun 2016.